Nyt fra Lejre Kommune

Sidste chance for at søge pulje til arrangement ved Tour de France - Deadline 2. maj

 
Touren i Lejre
 
Tour de France nærmer sig og der planlægges Gul Folkefest og aktivet langs hele ruten igennem Lejre Kommune. I den forbindelse har Udvalget for Kultur, Fritid og Turisme afsat 100.000 kr. til en pulje, som man kan søge, hvis man har en ide til et festligt indslag undervejs langs ruten.  
 
Flere aktører, både private og erhverv, har allerede søgt penge til events, men der er stadig mulighed for at nå at sende en ansøgning frem mod sidste ansøgningsrunde på mandag 2. maj. Man kan søge op til 5.000 kr. til sit arrangement. Læs mere på lejre.dk/touren
 
Der er også mulighed for at være en del af Lejre Kommunes publikumsspot ved Ledreborg Allé, hvor Blæsenborgvej spærres af og området forvandles til Gul Vejfest for de mange tilskuere, der skal fra stationen og til og fra ruten. Ønsker du fx at sælge mad og drikke som tilskuerne kan tage med op langs Ledreborg, så er det muligt at opstille en bod eller lignende.  
 
Ring eller skriv gerne til projektleder for Tour de France i Lejre Kommune, Lunde Ljungberg, hvis du ønsker at høre nærmere.
 
Tlf.: 29465582 / mail:touren@lejre.dk
 
 
 

Vil du være med til at udvikle dit lokalområde?

Lejre Kommune og Frederikssund Kommune inviterer borgere, erhvervsdrivende, repræsentanter for foreninger, bylaug og erhvervsorganisationer til informationsmøde om oprettelse af ny lokal aktionsgruppe.
 
Den lokale aktionsgruppe skal skabe udvikling og innovation i landsbyer og landdistrikter i programperioden 2023-2027, blandt andet gennem tildeling af tilskudsmidler til relevante projekter.
 
Du kan være med til at sætte dit præg på udviklingen og uddelingen ved at tage del i etableringen af den nye lokale aktionsgruppe.
 
Informationsmødet afholdes torsdag den 5. maj 2022 klokken 19-21 hos FGU Nordsjælland – Skibby, Skuldelevvej 24, 4050 Skibby.   
 
Ledreborg
Læs mere og tilmeld dig her
 
 

Certificeret brandrådgivning

Hvornår skal der tilknyttes en certificeret brandrådgiver til et byggeprojekt? Hvad er processen?
 
På vores åbent hus for bygge- og anlægsbranchen den 6. maj kl. 10-11 kommer Rick og Louise fra Kullegaard A/S kommer og fortæller det grundlæggende inden for brandrådgivning. De kommer omkring processen for tilknytning af certificeret brandrådgiver fra start til slut og om hvilke situationer/projekter der gør, at man har behøv for at tilknytte en brandrådgiver.
 
Begge rådgivere er uddannet 'certificeret brandrådgiver' indenfor brandklasse 2.
 
Arrangementet holdes fredag den 6. maj kl. 10-11 på Rådhuset i Allerslev, Lejrevej 15, 4320 Lejre.
 
 
 

Hvem skal have Lejre Kommunes Rummelighedspris 2022?

Rummelighedspris
 
Nu har du mulighed for at give et ekstra skulderklap til en af de mange lokale virksomheder, der medvirker til at fremme rummeligheden på arbejdsmarkedet og bidrager til udviklingen af beskæftigelsen i Lejre kommune.  
 
Når du indstiller en virksomhed, er du samtidig med i lodtrækningen om tre gavekurve fyldt med lokale produkter til en værdi af 300 kr.
 
Har du en virksomhed i tankerne, som fortjener at blive hyldet? Så skynd dig at indstille dem! Du kan indstille en offentlig eller privat virksomhed ved at sende en begrundet indstilling til Mia Pough Hansen på miph@lejre.dk senest den 20. maj 2022 kl. 12.
 
Du kan indstille en kandidat til prisen, hvis de har opfyldt en eller flere af de nedenstående forudsætninger:  
  • Bidraget til (udviklingen af) det rummelige arbejdsmarked, for borgere bosiddende i Lejre
  • Bidraget til udviklingen i beskæftigelsen
  • Integreret personer, der har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet
  • Hjulpet integrationsborgere i henholdsvis praktikker, løntilskud og ordinære jobs
  • Ansat medarbejdere i job på særlige vilkår, f.eks. skånejob eller fleksjob
  • Oprettet uddannelsesplads(er) for unge
  • Har gjort en særlig indsats for at fastholde medarbejdere som er eller var i fare for at miste jobbet
Prisen uddeles af Jobcenter Lejre i juni. Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration vil gerne overrække prisen til et arrangement hos virksomheden inden sommerferien.
 
 

Kom til borgermøde om nyt erhvervsområde i Osted den 18. maj

Oversigtskort
 
Udvalget for Trafik, Miljø & Byggeri i Lejre Kommune inviterer alle interesserede til borgermøde om planlægningen for et nyt erhvervsområde ved Bregnetvedvej i Osted. På mødet bliver tankerne bag projekterne fremlagt, hvorefter alle er velkomne til at stille spørgsmål og komme med kommentarer til lokalplanarbejdet. Vel mødt!  
 
Tid og sted: Torsdag den 18. maj 2022, kl. 19.00 i Mødelokale Lauringe  i Osted Kulturhus, Alfarvejen 13, 4320 Lejre
 
 

Sammen kan vi hjælpe

Mark
 
Situationen i Ukraine har sendt mange på flugt. Sammen kan vi hjælpe dem, der kommer her til Lejre Kommune. Hvis din virksomhed ønsker at afsøge muligheden for at ansætte en flygtning, så står Lejre Jobcenters Virksomhedsservice klar til at hjælpe på virksomhedsservice@lejre.dk 
 
Du kan med fordel i din henvendelse skrive lidt om hvilke opgaver du har brug for at få løst, hvilke kompetencer du efterspørger samt hvilke krav der f.eks. er i forhold til sprog, arbejdstid eller andet – men det er ikke en nødvendighed. Når du retter henvendelse kan du forvente svar hurtigst muligt, og senest indenfor 2 arbejdsdage.
 
Mailadressen virksomhedsservice@lejre.dk kan generelt bruges til alle former for henvendelse til jobcentret fra virksomheder. Så har din virksomhed brug for arbejdskraft, brug for hjælp til fastholdelse af medarbejdere, ønsker at tage et socialt ansvar i forhold til at give ledige med problemer ud over ledighed en chance på arbejdsmarkedet eller andet, så skriv endelig.